Luckner

I 1973 dukkede en ny figur op i det legendariske gyserblad GRU. En samvittighedsløs lejemorder hvis forbandede uheld det var konstant at løbe ind i overnaturlige væsner. Hans karriere kunne være forsvundet med bladet, men man kan ikke holde en god lejemorder nede og i 2013 blev han genoplivet. Her bringes alle 13 hæsblæsende noveller – hvoraf flere aldrig er tidligere publiceret – om Luckner og hans problemer med:

  • Vampyrer og varulve
  • Dr. Frankenstein og Dorian Gray
  • Hekse og spøgelsesskibe
  • Satanister og zombier
  • Gengangere og ghouls
  • Besatte biler og dødninge
  • Dæmoner og monstre
  • Sorte relikvier og hovedløse rockere

… Samt naturligvis gangstere, politikere, forsvarschefer med fingeren på knappen til atombomber, stasi-agenter, en humorforladt regnskabsafdeling med krav om bilag for sølvkugler, en sexet direktionssekretær og en chef fyldt med kedsommelige historier om Al Capone.

Fra Transsylvanien til Detroit, fra New York til Balkan, fra skotske borge til sydfranske provinsbyer, fra navnløse europæiske kongehuse til havneknejper i Sydamerika … Luckner er på banen med skræddersyet jakkesæt, afsikret pistol, fyldt whiskyglas, cigaret i flaben og en moral som en klapperslange i løbetid.

Rigt illustreret af Peter Snejbjerg og med kommentarer af Kristian Nordestgaard og Jesper Ilum Petersen.

Spørgsmål og svar

Hvorfor?

Jeg arbejdede i første halvdel af ‘70erne på Interpresse hvor forsiderne til blandt andet Gru blev købt fra spanske agenturer såsom Selecciones Illustradas og Dalmau-brødrene i løs vægt. Til gengæld var der så ingen forbindelse mellem indhold og forside og det kunne noveller skrevet over forsiderne så give. Desuden havde jeg set, at der i ældre amerikanske seriehæfter tit var noveller og troede i min 20-årige naivitet at det var et ekstra salgsargument. Først langt senere fandt jeg ud af, at det var på grund af en lavere posttakst for magasiner med et givent indhold af tekst.

Figuren?

Jeg havde læst Forsythes thriller Sjakalen om en iskold lejemorders forsøg på at dræbe præsident de Gaulle, og syntes det kunne være sjovt hvis den type rendte ind i overnaturlige væsner.

Organisationen?

Havde læst om Murder Inc. fra 30’erne og 40’rne og set amerikanske film om gangstere der opererede under dække af at være respektable forretningsfolk med fine kontorer med videre. Morderne i den rigtige Murder Inc. holdt til i en slikbutik, men det var jo knapt så sejt.

Chefen?

Fra Rex Stouts kriminalromaner om Nero Wolfe og hans assistent Archie Goodwin, hvor Wolfe nægtede at forlade sit kontor, åd gourmet-mad, drak øl og blev smækfornærmet hvis han skulle arbejde mens Archie var den aktive i marken.

Blueberry-albummet Den gale tyskers guldmine var lige blevet bragt i Fart og Tempo. Hovedskurken hed Prosit Luckner. Jeg syntes “Luckner” lød godt, så det nappede jeg bare.

Genoptagelsen?

Århus Tegneserieloges blad NørdNyt spurgte om jeg havde lyst til at skrive en ny Luckner-novelle til dem. Jeg prøvede. Det morede mig. Og så fortsatte jeg bare.

Inspirationen?

Skal vi kalde det skrivekuglesyndromet? Jeg har altid været fascineret af triviallitteratur og genrefortællinger, først som underholdning, senere også af den produktionsmæssige side af sagen hvor folk som Edgar Wallace, Maxwell Grant, Helmut Rellegerd, Marshall Grover og så videre kunne hamre en eller to romaner af om måneden. Havde jeg været født 20 år tidligere ville jeg afgjort have forsøgt mig, men da jeg var rede til det, var den type gået af mode. Men mine tegneserier Colt og Bravo Tango stammer fra den måde at tænke på.

Moralen … eller manglen på samme?

Det var 70’erne. Alle var meget optaget af at have de rigtige holdninger. Luckners totale mangel på samvittighed var et frikvarter. Det er det stadigvæk.

Af Per Sanderhage

Omslag

Luckner

Luckner

Illustrationer

Luckner Den hovedløse motorcyklist

Luckner De SMUKKE, de RÅDNE og de DØDE!

Luckner Dræb Frankenstein!



SerieKlubben